De fleste ar bliver inden for det område, hvor huden tog skade. Men ved et keloid opfører kroppen sig anderledes. Arvævet fortsætter med at vokse i måneder eller år og breder sig ud over sårets oprindelige kanter. Denne artikel gennemgår mekanismen bag keloider, hvem der er i særlig risiko, og hvilke behandlinger fagkilderne peger på.
Forskellen på et keloid og et hypertrofisk ar
Ifølge NHS er et keloid typisk hævet, fast, hårdt og glat, og det vokser sig større end den oprindelige skade. Til sammenligning forklarer DermNet og NHS, at et hypertrofisk ar også er hævet og fast, men altid holder sig inden for sårets grænser. Hvor et hypertrofisk ar ofte falder til ro og flader ud med tiden, forsvinder et keloid sjældent af sig selv, påpeger DermNet.
Hvorfor dannes et keloid?
Ifølge NHS opstår et keloid, fordi kroppen danner for meget af proteinet kollagen under helingen. Når huden reparerer en skade, lægges der nyt bindevæv. Hos personer, der danner keloider, slukker denne proces ikke, når defekten er dækket. American Academy of Dermatology (AAD) bemærker, at de præcise biologiske mekanismer endnu ikke er fuldt klarlagt, men at overskuddet af kollagen skubber vævet op og ud over sårets rande.
Ifølge British Association of Dermatologists kan selv minimale påvirkninger af huden sætte reaktionen i gang. Det gælder rifter, bumser fra akne, insektstik, vaccinationer og piercinger i øreflippen. Ifølge DermNet opstår keloider især på det øvre bryst, skuldrene, ørerne og halsen.
Hvem får oftere keloider?
Ifølge NHS og DermNet ses keloider hyppigst hos personer med mørkere hudtyper (Fitzpatrick III–VI), herunder personer med afrikansk, caribisk eller asiatisk baggrund. AAD fremhæver desuden, at tilstanden oftest debuterer i alderen mellem 10 og 30 år, og at der er en klar arvelig tendens. Omkring en tredjedel af dem, der udvikler keloider, har nære familiemedlemmer med samme udfordring.
Hvad siger kilderne om behandling?
British Association of Dermatologists oplyser, at der ikke findes en enkelt kur, men at behandlinger som indsprøjtning med binyrebarkhormon kan mindske mængden af arvæv og flade det ud. Kilden nævner dog også bivirkninger som tynd hud og farveændringer. DermNet nævner andre muligheder såsom silikoneplastre, trykbehandling, frysning og karlaser. En Cochrane-gennemgang af O'Brien og Jones fandt tegn på forbedring af tykkelse ved brug af silikone, men vurderede forsøgene som værende af lav kvalitet. Både DermNet og NHS advarer imod at bortoperere et keloid uden anden efterbehandling, da indgrebet ofte udløser et nyt og større keloid.
Nogle tekster på Livstegn kan være skrevet eller redigeret med hjælp fra AI. Alle tekster kontrolleres mod kilder og faktatjekkes, og Livstegn-redaktionen har det redaktionelle ansvar.
Billederne på denne side er lavet med AI.
Kilder
- NHS
Keloid scars (åbner i en ny fane) ↗ - American Academy of Dermatology
Keloids: Who gets and causes (åbner i en ny fane) ↗ - British Association of Dermatologists
Keloids (åbner i en ny fane) ↗2022-04-01



