Hvad er det?
Et keloid adskiller sig fra almindelige ar ved sin evne til at vokse videre. Ifølge NHS er et keloid et hævet, hårdt og glat ar, der vokser sig større end den oprindelige skade på huden. Hvor almindeligt arvæv standser sin vækst ved sårets kant, fortsætter et keloid med at sprede sig ind i det omgivende, raske væv.
Overfladen på arret er som regel glat og blank. Farven varierer efter personens hudtype og arrets alder. NHS beskriver, at keloider kan være hudfarvede, lyserøde, røde, lilla, brune eller mørkere end huden omkring dem. Ved berøring føles arret typisk fast eller gummiagtigt.
Ifølge DermNet forsvinder keloider sjældent af sig selv. De kan forblive uændrede i årevis eller fortsætte med at vokse langsomt. Keloider er godartede og udgør ikke en kræftsygdom, men de kan give både fysisk ubehag og kosmetiske bekymringer.
Hvordan opstår det?
Keloider skyldes en ubalance i sårhelingen. Når huden beskadiges, igangsættes en reparationsproces, hvor bindevævsceller danner proteinet kollagen for at lukke såret. Ifølge NHS opstår et keloid, hvis kroppen producerer for meget af dette kollagen.
Under et normalt forløb af sårhelingens faser falder kollagendannelsen til ro, når såret er lukket. Ved et keloid fortsætter cellerne med at opbygge tæt bindevæv. Denne overskydende produktion får arvævet til at hæve op og brede sig ud over sårrandene.
Ifølge NHS kan enhver skade på huden udløse et keloid. Det gælder blandt andet: - Snitsår og rifter - Operations-ar - Ar efter forbrænding - Akne-ar og betændte urenheder - Kropspiercinger, særligt i øreflipper eller ørebrusk - Tatoveringer og hudafskrabninger
I visse tilfælde kan et keloid opstå efter minimale skader, som knap har været synlige.
Hvem får det?
Alle kan udvikle et keloid, men en række faktorer øger risikoen markant. Kilderne fremhæver hudtype, alder, arvelighed og placering på kroppen som de vigtigste.
Ifølge DermNet ses keloider oftere hos personer med mørkere hud svarende til Fitzpatrick-hudtype III til VI. NHS bekræfter dette og anfører, at personer med sydasiatisk, kinesisk, afrikansk-caribisk eller sort afrikansk baggrund har en øget tilbøjelighed til at danne keloider.
Alder har også betydning. NHS angiver, at keloider hyppigst opstår hos personer mellem 10 og 30 år. Graviditet nævnes ligeledes af NHS som en tilstand, der kan øge risikoen.
Arvelighed vejer tungt. Både DermNet og NHS bemærker, at der ofte findes en familiær disposition. Hvis nære slægtninge danner keloider, er ens egen risiko større. Har man én gang fået et keloid, er sandsynligheden for nye keloider ved fremtidige sår væsentligt forhøjet.
Arrets placering spiller desuden ind. Ifølge DermNet er det øvre bryst, skuldrene, ørerne og halsen særligt udsatte områder. NHS nævner også hagen og underbenene som hyppige steder.
Kendetegn og typer
Det mest afgørende kendetegn ved et keloid er, at det overskrider grænserne for det oprindelige sår. Arret hæver sig over hudniveau med faste, uregelmæssige kanter, der kan have et klolignende mønster.
Arvævet mangler almindelige hudstrukturer som porer, svedkirtler og hår. Farven kan være rød eller lilla i aktive faser og senere ændre sig til mørkere brune eller blege toner. På mørkere hudtoner ses ofte pigmentforandringer i form af mørkfarvning eller tab af farve.
Fagligt skelnes der undertiden mellem to varianter: - Traumatiske keloider: Opstår efter en kendt skade, et kirurgisk indgreb eller en piercing. - Spontane keloider: Viser sig på tilsyneladende ubeskadiget hud, hvor årsagen ofte antages at være mikroskopiske betændelser som en tilstoppet talgkirtel eller et indgroet hår.
Sådan udvikler det sig over tid
Et keloid dukker sjældent op med det samme. Ifølge NHS opstår arret typisk fra nogle uger op til flere måneder – og undertiden år – efter selve hudskaden.
Når keloidet først viser sig, begynder en aktiv vækstfase. NHS angiver, at arret sædvanligvis vokser over måneder eller år. I denne periode kan arret klø, være ømt eller give en stikkende fornemmelse. Når væksten stopper, ophører kløen og smerten som regel også ifølge NHS.
Hvor mange andre ar gennemgår en gradvis modning af ar og flader ud over 12 til 18 måneder, sker dette sjældent ved keloider. DermNet anfører, at keloider persistenterer uden spontan bedring. Uden behandling forbliver vævet typisk hævet og fast på ubestemt tid.
Sådan skelnes det fra andre ar
Det er vigtigt at skelne et keloid fra et hypertrofisk ar. Begge artyper er hævede og faste, men deres opførsel er væsensforskellig.
Ifølge NHS og DermNet er den primære forskel udbredelsen: Et hypertrofisk ar holder sig strengt inden for sårets oprindelige kanter, mens et keloid vokser ud i den raske hud udenom. DermNet påpeger desuden, at hypertrofiske ar langt oftere falder til ro og mindskes af sig selv, mens keloider sjældent svinder ind uden hjælp.
Keloider adskiller sig ligeledes fra et atrofisk ar, hvor der mangler væv, så der dannes fordybninger i huden, som man ofte ser ved akne. De skal heller ikke forveksles med et kontrakturar, hvor arret trækker huden sammen over led og hæmmer bevægelsen.
Mulige komplikationer
Keloider kan medføre en række fysiske gener i hverdagen. Mens arret vokser, er kløe i ar og smerter i ar almindelige symptomer ifølge NHS og American Academy of Dermatology (AAD).
En funktionel gene er nedsat bevægelighed. NHS og AAD beskriver, at hvis et keloid sidder over eller tæt på et led – for eksempel på skulderen, halsen eller albuen – kan det stramme væv gøre det svært eller ubehageligt at bevæge leddet frit.
Pigmentændringer er også en hyppig følge. Både hyperpigmentering (mørkere hud) og hypopigmentering (lysere pletter) kan opstå i arret eller som følge af behandlinger som frysning eller indsprøjtninger. Derudover kan keloider på udsatte steder gnide mod tøjet og blive irriterede.
Behandlingsmuligheder
Keloider er vanskelige at behandle, og der findes ingen garanti for, at arret forsvinder helt. Ifølge American Academy of Dermatology (AAD) opnås de bedste resultater ofte ved at kombinere flere metoder. Valg af forløb bør ske sammen med en læge eller hudlæge.
Indsprøjtning med binyrebarkhormon: Ifølge British Association of Dermatologists (BAD) og AAD er indsprøjtninger med binyrebarkhormon direkte i arvævet en udbredt standardbehandling. BAD beskriver, at det mindsker overskydende arvæv, gør arret fladere og blødere samt lindrer kløe. AAD angiver, at 50 % til 80 % af keloider skrumper efter indsprøjtninger, men mange vender tilbage inden for fem år. Som bivirkninger nævner BAD tyndere hud på injektionsstedet, synlige små blodkar og lysere pletter, særligt på mørkere hud. Indsprøjtningen kan desuden være smertefuld.
Silikonebehandling: DermNet og NHS nævner silikonegel og silikoneplastre som en mulighed. En systematisk Cochrane-gennemgang af O'Brien & Jones fandt forbedringer i tykkelse og farve ved silikoneplaster mod hævede ar og keloider. Forfatterne understregede dog, at de undersøgte forsøg var af dårlig kvalitet og havde høj risiko for skævhed.
Trykbehandling: DermNet nævner trykforbindinger og trykbeklædning. AAD forklarer, at trykbandager eller trykøreringe (til øreflipper) ofte anvendes efter kirurgi for at reducere blodtilførslen og hindre tilbagefald. Ifølge AAD kræver det dog tålmodighed: Udstyret skal typisk bæres 12 til 20 timer dagligt i flere måneder for at have effekt, og det kan føles ubehageligt.
Kryoterapi (frysning): NHS og DermNet nævner frysning med flydende nitrogen til at mindske arret. AAD bemærker ligeledes, at kryoterapi kan bruges alene eller efter kirurgisk fjernelse for at mindske risikoen for tilbagefald. Behandlingen kan dog medføre permanent tab af hudpigment (hypopigmentering), hvilket kræver ekstra omtanke ved mørkere hudtyper.
Laserbehandling: DermNet nævner karlaser (pulsed dye laser) som en mulighed til at behandle keloider og hævede ar ved at dæmpe rødme og hæmme blodkarrene i vævet. NHS nævner ligeledes laserterapi blandt de mulige lindrende behandlinger.
Kirurgisk fjernelse: Kirurgi indebærer en stor risiko. DermNet advarer om, at en operation kan føre til et nyt keloid, der er større end det oprindelige. AAD bemærker, at næsten 100 % af keloider vender tilbage, hvis operationen står alene. For at modvirke tilbagefald anfører AAD, at kirurgi næsten altid kombineres med andre behandlinger, for eksempel trykbeklædning, kryoterapi eller en forudgående serie af binyrebarkhormonindsprøjtninger.
Vurdering af keloider hos Past Tense
Past Tense behandler som udgangspunkt ikke keloider. De kræver en særlig vurdering, og laser står aldrig alene. Det afklares individuelt ved den gratis forundersøgelse.
Resultaterne er individuelle
Vi behandler kun arvæv ud fra lægefaglige årsager og medicinske behov
Registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed
Livstegn (arfjernelse.dk) ejes af Past Tense ApS.
Hvornår skal man søge læge?
Hvis et ar vokser ud over det oprindelige sår, hæver op eller bliver tiltagende hårdt, bør du få det undersøgt af en læge. NHS råder til at kontakte egen læge, hvis man har mistanke om et keloid, og det generer.
NHS fremhæver, at tidlig indsats kan hjælpe med at bremse væksten, før arret bliver for stort. AAD anbefaler ligeledes at søge læge, hvis arret giver smerter, vedvarende kløe eller hæmmer bevægelsen i et led. En læge kan desuden sikre, at der ikke er tale om en anden hudlidelse.
Nogle tekster på Livstegn kan være skrevet eller redigeret med hjælp fra AI. Alle tekster kontrolleres mod kilder og faktatjekkes, og Livstegn-redaktionen har det redaktionelle ansvar.
Kilder
- DermNet
Keloid and hypertrophic scar (åbner i en ny fane) ↗ - NHS
Scars (åbner i en ny fane) ↗2023-09-18 - NHS
Keloid scars (åbner i en ny fane) ↗ - American Academy of Dermatology
Keloids: Diagnosis and treatment (åbner i en ny fane) ↗ - British Association of Dermatologists
Intralesional steroid therapy (patientinformation) (åbner i en ny fane) ↗2022-11-01 - Cochrane Database of Systematic Reviews
O'Brien L, Jones DJ. Silicone gel sheeting for preventing and treating hypertrophic and keloid scars (åbner i en ny fane) ↗2013-09-12







