I en opdateret gennemgang fra American Academy of Dermatology (AAD) fra august 2022 fastslås det, at personer med afrikansk, asiatisk eller latinamerikansk herkomst har en markant højere risiko for at udvikle et keloid efter en hudskade end personer med lys hud. Også britiske National Health Service (NHS), som senest reviderede sine kliniske retningslinjer i februar 2023, fremhæver personer med sort afrikansk, afrocaribisk eller sydasiatisk baggrund som særligt udsatte.
Ifølge det dermatologiske opslagsværk DermNet ses keloider hyppigst hos personer med hudtype III til VI på Fitzpatrick-skalaen. Hvor et almindeligt hypertrofisk ar holder sig inden for det oprindelige sår og ofte falder til ro over tid, fortsætter et keloid med at vokse ud i det omkringliggende, uskadede væv, som beskrevet af både NHS og DermNet.
Hvad ved forskerne om årsagerne?
Selvom den øgede hyppighed er veldokumenteret, er de biologiske mekanismer bag forskellene ikke fuldt klarlagt. American Academy of Dermatology beskriver, at huden overproducerer kollagen under helingsfasen, men hvorfor denne proces løber løbsk, undersøges fortsat.
AAD peger på to centrale spor i forskningen: arvelighed og cellerne, der danner hudens pigment. Cirka en tredjedel af alle, der danner keloider, har en førstegradsslægtning med samme tendens, og denne arvelige disposition ses ifølge AAD hyppigst hos personer af afrikansk eller asiatisk afstamning. Samtidig undersøger forskere, om pigmentstoffet melanin eller de pigmentdannende melanocytter spiller en aktiv rolle. Keloider opstår for eksempel oftere på kropsområder med mange melanocytter, såsom brystkassen og skuldrene, end i håndfladerne, hvor pigmentmængden er lav. AAD understreger dog, at en direkte årsagssammenhæng mellem melanin og overskuddet af arvæv endnu ikke er bevist.
Udfordringer ved behandling og forebyggelse
Behandling af keloider er vanskelig uanset hudtype, men den høje vækstrisiko gør håndteringen ekstra følsom på mørk hud. Ifølge DermNet forsvinder keloider sjældent af sig selv. Både NHS og DermNet advarer specifikt mod at skære et keloid væk med almindelig kirurgi, da indgrebet ofte udløser et nyt keloid, som kan blive endnu større end det oprindelige.
Når keloider behandles, nævner DermNet og British Association of Dermatologists metoder som indsprøjtning af binyrebarkhormon direkte i arvævet, silikonebehandling, frysning eller karlaser. En Cochrane-gennemgang af O'Brien og Jones fra 2013 fandt dog, at den videnskabelige dokumentation for effekten af silikoneplastre til keloider hviler på forsøg af ringe kvalitet med risiko for skævhed.
På grund af den udtalte risiko for tilbagefald anbefaler NHS, at personer med familiær disposition eller mørkere hudtype overvejer at undgå kropsudsmykning som piercinger og tatoveringer, samt søger tidlig lægefaglig hjælp ved betændelsestilstande som svær akne.
Nogle tekster på Livstegn kan være skrevet eller redigeret med hjælp fra AI. Alle tekster kontrolleres mod kilder og faktatjekkes, og Livstegn-redaktionen har det redaktionelle ansvar.
Billederne på denne side er lavet med AI.
Kilder
- American Academy of Dermatology
Keloids: Who gets and causes (åbner i en ny fane) ↗ - NHS
Keloid scars (åbner i en ny fane) ↗



