Hvad er det?
Når kroppen heler efter et indgreb eller en infektion i bughulen, kan der dannes indre arvæv. Ifølge National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases (NIDDK) er sammenvoksninger (abdominale adhæsioner) bånd af arlignende væv, der opstår mellem to eller flere organer eller mellem organerne og selve bugvæggen.
Under normale forhold har organerne i maveregionen glatte overflader, så de frit kan glide mod hinanden og bevæge sig i takt med vejrtrækning og fordøjelse. Sammenvoksninger kan derimod få overfladerne til at klistre sammen. Disse strenge af arvæv kan trække, vride eller klemme tarmene og andre indre organer.
Hvor almindeligt er det så? NIDDK oplyser, at sammenvoksninger opstår hos mere end 9 ud af 10 personer, der gennemgår åben kirurgi i bughulen. Størstedelen af dem, der danner sammenvoksninger, udvikler dog aldrig symptomer eller komplikationer.
Hvordan opstår det?
Sammenvoksninger opstår som led i kroppens naturlige reparationsproces efter en vævsskade eller irritation på de indre hinder. Ifølge NIDDK er kirurgi i bughulen den mest almindelige årsag. Når kirurgen skærer i vævet, håndterer organer eller tørrer hinder ud, reagerer kroppen ved at starte sårhelingens faser og danne kollagen og fibrintråde for at lukke skaderne.
I nogle tilfælde nedbrydes disse tidlige fibrinforbindelser ikke helt af kroppens enzymer. I stedet omdannes de til faste bånd af arvæv mellem overflader, der lå tæt op ad hinanden under ophelingen.
Ud over kirurgi kan sammenvoksninger ifølge NIDDK også udløses af tilstande med infektion eller betændelse i bughulen. Det gælder blandt andet Crohns sygdom, blindtarmsbetændelse, divertikelsygdom, underlivsbetændelse (pelvic inflammatory disease), endometriose og bughindebetændelse (peritonitis). Andre årsager omfatter strålebehandling mod kræft samt langvarig peritonealdialyse. I sjældne tilfælde kan sammenvoksninger desuden være medfødte.
Hvem får det?
Ifølge NIDDK har personer, der har gennemgået kirurgi i bughulen, den største risiko for at danne sammenvoksninger. Risikoen for komplikationer er ifølge instituttet særligt forhøjet hos personer, der:
- Har gennemgået akut kirurgi i bughulen.
- Har gennemgået operationer i bækkenet eller indgreb, der involverer den nedre del af mave-tarm-kanalen, herunder tyktarmen og endetarmen.
Samtidig påpeger NIDDK, at sammenvoksninger er mindre almindelige efter kikkertoperationer (laparoskopi) sammenlignet med åbne operationer, hvor der lægges et større snit.
Kendetegn og typer
Sammenvoksninger kan variere i form og omfang. De kan bestå af tynde, spindelvævslignende hinder eller tykke, faste fibrøse bånd. Da de befinder sig inde i bughulen, kan de ikke ses på huden udefra, men viser sig udelukkende ved de fysiske gener, de eventuelt skaber på de indre organer.
I mange tilfælde giver sammenvoksninger ifølge NIDDK overhovedet ingen symptomer. Når der opstår symptomer, er kroniske mavesmerter det mest almindelige tegn. Smerterne kan opstå, når arvævsbåndene strammer eller forhindrer tarmene i at bevæge sig naturligt.
Sådan udvikler det sig over tid
De første fibrintråde dannes allerede i dagene efter et indgreb eller en betændelsestilstand. Ifølge NIDDK er sammenvoksninger forårsaget af kirurgi mere tilbøjelige til at give symptomer og komplikationer end sammenvoksninger fra andre årsager. Symptomer og følgevirkninger behøver dog ikke vise sig med det samme; ifølge instituttet kan de starte på et hvilket som helst tidspunkt efter operationen, selv mange år senere.
Hvad angår selve vævets stabilitet på overfladen og indvendigt, beskriver Sundhed.dk, at et ar først opnår sin fulde styrke efter flere måneder. Hull University Teaching Hospitals NHS Trust anfører desuden, at det generelt kan tage 12 til 18 måneder, før et ar efter operation eller skade har sat sig helt i vævet.
Sådan skelnes det fra andre ar
Sammenvoksninger adskiller sig markant fra andre typer ar ved at være lokaliseret indvendigt mellem organer, mens de fleste andre ar ses direkte i huden:
- Almindelige operations-ar: Opstår i overfladisk hud og bindevæv efter et kirurgisk snit, eksempelvis et kejsersnits-ar.
- Hypertrofisk ar: Ifølge NHS er et hypertrofisk ar hævet og fast, men holder sig inden for grænserne af det oprindelige sår. DermNet bemærker tilsvarende, at hypertrofiske ar forbliver begrænset til det skadede område.
- Keloid: Ifølge DermNet kan keloider brede sig ud over det oprindelige sårs kanter og fortsætte med at vokse ind i sund hud.
- Kontrakturar: Ifølge NHS føles et kontrakturar stramt, og området kan være svært eller smertefuldt at bevæge. Dette opstår typisk i huden over led eller større flader, mens sammenvoksninger i bughulen er en indre kontraktur mellem organer.
Mulige komplikationer
Selvom mange lever med indre arvandringer uden problemer, kan sammenvoksninger give alvorlige komplikationer. Ifølge NIDDK er de to primære komplikationer tarmslyng (tarmobstruktion) og kvindelig ufrivillig barnløshed.
Tarmobstruktion er en delvis eller fuldstændig blokering af passagen for mad, væske, luft eller afføring gennem tarmen. NIDDK fremhæver, at sammenvoksninger er den hyppigste årsag til blokering i tyndtarmen. En sådan afklemning kan føre til, at blodtilførslen til den blokerede del af tarmen afskæres, hvilket kan forårsage vævsdød samt bughindebetændelse (peritonitis). Tilstanden kan være livstruende.
Hos kvinder kan sammenvoksninger i bækkenet eller inde i livmoderen klemme eller blokere æggeledere og andre dele af forplantningssystemet, hvilket ifølge NIDDK kan medføre infertilitet.
Behandlingsmuligheder
Behandlingen af sammenvoksninger retter sig mod de konkrete symptomer og komplikationer. Da sammenvoksninger sidder indvendigt i bughulen, adskiller behandlingen sig væsentligt fra udvendig arpleje på huden.
Ifølge NIDDK kræver sammenvoksninger, der ikke giver symptomer eller komplikationer, normalt ingen behandling. Hvis en sammenvoksning forårsager delvis eller komplet tarmobstruktion, vil behandling på et hospital være nødvendig.
Når der opstår akut eller vedvarende blokering af tarmen, kan læger ifølge NIDDK vælge at udføre en operation for at løsne eller gennemskære arvævsbåndene (adhæsiolyse). NIDDK pointerer dog et væsentligt forbehold ved kirurgisk behandling: Selve operationen for at fjerne sammenvoksninger indebærer en risiko for, at der efterfølgende dannes nye sammenvoksninger. Valg af indgreb og overvågning sker altid i tæt samråd med en kirurg eller speciallæge.
Til udvendige operations-ar på huden nævner litteraturen forskellige tiltag til modning af arret, men disse påvirker ikke de dybe sammenvoksninger i bughulen. Hvad angår overfladiske ar, anbefaler NHS for eksempel at massere arret med en vandbaseret creme et par gange om dagen, når såret er helt helet. Et forsøg af Atkinson m.fl. (Plastic and Reconstructive Surgery 2005) fandt færre hævede ar ved brug af papirtape i 12 uger på kejsersnits-ar, mens en Cochrane-gennemgang af O'Brien & Jones (2013) fandt svag dokumentation for brug af silikoneplastre til forebyggelse af unormale ar. Ingen af disse overfladiske metoder har dog dokumenteret effekt på indre sammenvoksninger mellem organerne.
Hvornår skal man søge læge?
Hvis man tidligere er blevet opereret i maven eller har haft betændelsestilstande i bughulen, skal man være opmærksom på tegn på mekanisk stop i tarmen.
Ifølge NIDDK bør man søge lægehjælp med det samme, hvis man oplever symptomer på en komplet tarmblokering. Disse symptomer omfatter:
- Svære eller tiltagende mavesmerter
- Udspilet mave (oppustethed)
- Kvalme og opkastning
- Forstoppelse og manglende afgang af luft eller afføring
Hvis tarmobstruktionen afskærer blodtilførslen til tarmen eller medfører bughindebetændelse, kan man ifølge NIDDK desuden udvikle hurtig puls eller feber. Ved sådanne akutte symptomer skal der søges læge eller skadestue omgående.
Nogle tekster på Livstegn kan være skrevet eller redigeret med hjælp fra AI. Alle tekster kontrolleres mod kilder og faktatjekkes, og Livstegn-redaktionen har det redaktionelle ansvar.
Kilder
- National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases (NIDDK)
Abdominal Adhesions (åbner i en ny fane) ↗ - Sundhed.dk (Patienthåndbogen)
Sårpleje efter operation (åbner i en ny fane) ↗2026-05-19 - Hull University Teaching Hospitals NHS Trust
Scar Information – Caring For Your Scar (HEY435/2025) (åbner i en ny fane) ↗2025-07-31 - NHS
Scars (åbner i en ny fane) ↗2023-09-18 - DermNet
Keloid and hypertrophic scar (åbner i en ny fane) ↗ - Plastic and Reconstructive Surgery
Atkinson JA, McKenna KT, Barnett AG, McGrath DJ, Rudd M. A randomized, controlled trial to determine the efficacy of paper tape in preventing hypertrophic scar formation in surgical incisions that traverse Langer's skin tension lines (åbner i en ny fane) ↗2005-11-01 - Cochrane Database of Systematic Reviews
O'Brien L, Jones DJ. Silicone gel sheeting for preventing and treating hypertrophic and keloid scars (åbner i en ny fane) ↗2013-09-12






