Når der opstår en hævelse eller en fast knude omkring et piercinghul, kan det skyldes forskellige processer i huden. For nogle er der tale om en forbigående reaktion, mens der i andre tilfælde dannes arvæv. Ifølge American Academy of Dermatology kan for eksempel en allergisk reaktion over for guld i en ørering give en hævelse, der umiddelbart ligner et keloid.

Hvis knuden skyldes arvæv, skelner læger primært mellem to typer: et hypertrofisk ar og et keloid. De to arformer udvikler sig forskelligt over tid og kræver hver sin tilgang.

Forskellen på en piercingbule, et hypertrofisk ar og et keloid

En almindelig forandring ved en piercing er en irritationsbule, som kan udløses af mekanisk tryk eller en reaktion på smykket. Som American Academy of Dermatology beskriver, kan kontaktallergi give lokal hævelse. Er diagnosen usikker, kan en hudlæge ifølge akademiet udtage en lille vævsprøve (biopsi) for at undersøge vævet nærmere.

Dannes der et hypertrofisk ar, sker det ifølge Lægehåndbogen på Sundhed.dk kort efter skaden mod huden. Arret viser sig som en fortykkelse, der holder sig strengt inden for sårområdet eller piercinghullet. NHS beskriver, at et hypertrofisk ar typisk føles hævet og fast, men netop ikke bliver større end selve såret. Både Lægehåndbogen og DermNet påpeger, at hypertrofiske ar ofte svinder spontant og normaliseres over tid.

Et keloid forløber anderledes. Ifølge Lægehåndbogen opstår et keloid typisk senere, ofte tre til fire måneder efter hudskaden. Keloidet defineres ved, at arvævet breder sig ud over det oprindelige traumatiske område og vokser ind i den omgivende, raske hud. NHS og British Association of Dermatologists forklarer, at keloider kan fortsætte med at vokse i måneder eller år. De føles hårde og glatte, og mens de vokser, kan de ifølge NHS og British Association of Dermatologists give kløe i arret eller føles ømme. Lægehåndbogen understreger, at keloider ikke svinder af sig selv.

Hvem har øget risiko for keloider?

Enhver skade på huden sætter gang i produktionen af kollagen, men visse biologiske forhold øger risikoen for, at processen danner et keloid. Både Lægehåndbogen, NHS og British Association of Dermatologists fremhæver, at personer med mørkere hudtoner, herunder personer af afrikansk, asiatisk eller latinamerikansk herkomst, har en markant højere risiko.

Alderen spiller også ind. Ifølge NHS og British Association of Dermatologists opstår keloider hyppigst hos personer mellem 10 og 30 år. Graviditet kan ligeledes få keloider til at opstå eller vokse, som NHS og British Association of Dermatologists beskriver. Derudover kan tilbøjeligheden være arvelig; British Association of Dermatologists anfører, at mellem 5 og 10 procent af europæere med keloider har nære slægtninge med samme tendens.

På grund af risikoen råder både NHS og British Association of Dermatologists personer, der tidligere har haft et keloid, eller som er i øget risiko, til at undgå tatoveringer og kropspiercinger, særligt på øreflipper og brystkasse.

Hvad kan man gøre ved hævede ar og keloider?

Har der dannet sig et hævet ar eller et keloid efter en piercing, peger de dermatologiske kilder på en række konservative og medicinske muligheder. Lægehåndbogen anfører, at trykbehandling og silikoneplaster er førstevalg forud for medicinske eller kirurgiske indgreb.

1. Trykbehandling og specielle øreclips Vedvarende tryk mod arvævet fører ifølge Lægehåndbogen til degeneration af fibroblaster og nedsat kollagenproduktion. Lægehåndbogen anfører, at behandlingen skal vare i 6 til 12 måneder og være konstant til stede, så trykket højst fjernes 30 minutter dagligt. Til øreflippen beskriver American Academy of Dermatology brugen af specialfremstillede trykøreringe (pressure earrings). Disse anvendes ofte efter anden behandling for at forhindre tilbagefald, og akademiet oplyser, at de skal bæres i 12 til 20 timer dagligt i adskillige måneder for at have effekt. British Association of Dermatologists og DermNet nævner ligeledes klemmer, clips og trykforbindinger som mulige hjælpemidler.

2. Silikoneplastre og silikonegel Ifølge Lægehåndbogen kan silikoneplaster reducere omfanget af hypertrofisk ardannelse, gøre vævet blødere og dæmpe kløe. American Academy of Dermatology understreger en vigtig regel for brugen: Silikoneplastre må aldrig lægges på en sårskorpe eller et åbent sår, men først tages i brug, når huden er helet. I en systematisk Cochrane-gennemgang fandt O'Brien og Jones, at silikoneplastre kan forbedre arrets tykkelse og farve, men forfatterne tog det forbehold, at de undersøgte forsøg var af lav kvalitet.

3. Injektioner med binyrebarkhormon Hvis tryk og silikone ikke er nok, kan en hudlæge give indsprøjtninger med kortikosteroid direkte i knuden. British Association of Dermatologists beskriver dette som den mest udbredte behandling til at mindske overskydende arvæv, men bemærker, at indsprøjtningen kan gøre ondt. Lægehåndbogen angiver en responsrate på 50 til 100 procent, mens American Academy of Dermatology angiver, at 50 til 80 procent af keloider skrumper efter injektioner, omend mange gendannes over tid. Både Lægehåndbogen og British Association of Dermatologists advarer om bivirkninger som tynd hud (hudatrofi), synlige små blodkar samt hypopigmentering (lyse pletter i huden), som særligt kan ses hos personer med mørkere hudtoner.

4. Kryoterapi (frysning) Frysning med flydende nitrogen kan ifølge Lægehåndbogen anvendes ved mindre læsioner og kan blødgøre huden, så efterfølgende binyrebarkhormon lettere kan sprøjtes ind. American Academy of Dermatology anfører, at kryoterapi virker bedst på små keloider, men advarer om, at behandlingen kan give permanente lyse pletter på mørk hud, hvorfor frysning ofte frarådes til personer med mørkere hudtoner. British Association of Dermatologists nævner ligeledes risikoen for pigmenttab ved frysning.

5. Kirurgi – og hvorfor det altid kræver efterbehandling At fjerne knuden kirurgisk kan virke ligetil, men kilderne maner til stor forsigtighed. American Academy of Dermatology oplyser, at næsten 100 procent af keloider vender tilbage, hvis operationen står alene. DermNet, Lægehåndbogen og British Association of Dermatologists fremhæver, at et kirurgisk snit skaber et nyt sår, der risikerer at udløse et nyt keloid, som er større end det oprindelige. Lægehåndbogen fastslår derfor, at kirurgisk fjernelse altid skal foregå i specialistregi og ledsages af umiddelbar efterbehandling som tryk, silikone eller steroidindsprøjtninger.

Hvornår bør du gå til lægen?

NHS råder til, at man opsøger sin læge, hvis man har mistanke om et keloid, og knuden generer. Tidlig behandling kan ifølge NHS hjælpe med at bremse arrets vækst. American Academy of Dermatology fremhæver desuden, at en undersøgelse hos en hudlæge kan afklare, om knuden skyldes en kontaktallergi over for smykkets metal eller egentlig ardannelse, så man undgår forkert behandling.

Nogle tekster på Livstegn kan være skrevet eller redigeret med hjælp fra AI. Alle tekster kontrolleres mod kilder og faktatjekkes, og Livstegn-redaktionen har det redaktionelle ansvar.

Billederne på denne side er lavet med AI.

Kilder

  1. British Association of Dermatologists
    Keloids (åbner i en ny fane) ↗2022-04-01
  2. NHS
    Keloid scars (åbner i en ny fane) ↗
  3. Sundhed.dk (Lægehåndbogen)
    Keloid og hypertrofisk ardannelse (åbner i en ny fane) ↗
  4. American Academy of Dermatology
    Keloids: Diagnosis and treatment (åbner i en ny fane) ↗